Bogen tager afsæt i bilmærket Renault, men fortæller så meget andet end bilerne, der blot er omdrejningspunkt i en rejse op gennem det 20.århundredes mobilitet for både erhverv og private. Bogen rummer over 700 fotografier og illustrationer, mange af dem har ikke tidligere været offentliggjort.
I 1898 kørte Louis Renault i sin første bil. Hurtigt fulgte flere og Renault udviklede sig hastigt til Frankrigs største bilfabrik. I 1908 kom bilerne fra den franske fabrik i et større antal til Danmark, da det nye Taxamotorkompagni udelukkende anvendte Renault-hyrevogne. Kompagniet gik målrettet til værks med taxaholdepladser, stordrift og en telefoncentral, der fik branchefolk fra hele Europa til København for at se den danske foregangsvirksomhed.